Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser at stille op i et samråd og fortælle om planerne om et center for asylansøgere uden for EU.
Socialdemokratiet og Enhedslisten ville have statsministeren i samråd, efter at han på grundlovsdag oplyste, at der var drøftelser med andre europæiske lande om et fælles modtage- eller udsendelsescenter i et ikke-attraktivt land.
Men statsministeren afviser at uddybe planerne i et samråd. Emnet sorterer nemlig under udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), forklarer han i et svar til Folketingets Europaudvalg.
Socialdemokratiets EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, mener, at det er for dårligt, at statsministeren ikke vil møde op.
- Det var jo statsministeren, der stillede sig op med pomp og pragt på grundlovsdag og annoncerede, at man var i gang med det her arbejde, siger Peter Hummelgaard.
Socialdemokratiet har selv foreslået, at flygtninge og migranter skal henvende sig i et modtagecenter uden for Europa, hvis de ønsker Danmarks beskyttelse.
Men Peter Hummelgaard tvivler på, i hvilket omfang der overhovedet foregår drøftelser om konkrete planer. Han henviser til, at både den tyske og den hollandske regering har afvist, at de skulle finde sted.
Hummelgaard vil tage imod tilbuddet om, at Inger Støjberg kan møde op i stedet og forklare sig på regeringens vegne. Det er nemlig statsministerens egen beslutning, om han vil stille op i samråd eller sende en minister.
- Jeg ville ønske, at det var anderledes. For jeg mener, at det er nogle informationer og en debat, som Folketinget har krav på og interesse i at være en del af, siger Hummelgaard.
Lars Løkke har ikke afsløret, hvor han forestiller sig, at et eventuelt center for afviste asylansøgere skal ligge. Kun at det formentlig vil være uden for EU.
- Men for at sige det ærligt: I et land, som ikke er på migranternes eller menneskesmuglernes liste over foretrukne destinationer, sagde han i sin grundlovstale.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.