Der bliver ikke lagt fingrer imellem i statsministerens nyeste kritik af oppositionen. I aftes gik han i et interview på TV2 News lige i valgflæsket på Socialdemokraternes og SF's økonomiske plan 'Fair løsning'.
Her siger han, at "oppositionen har lavet noget, der minder om landsskadelig virksomhed."
I statsministerens øjne har Socialdemokraterne og SF ikke taget medansvar for den igangværende økonomiske krise og at oppositionen udelukkende tænker på det folketingsvalg, der ligger halvandet år ude i fremtiden. I samme vendinger kalder han 'Fair løsning' for "verdens historiens største vælgerbedrag".
Som reaktion på den hårde kritik udtaler SF's næstformand til TV2 News, at Lars Løkke Rasmussen virker som en "frustreret statsminister," der er "svær at tage seriøs."
Socialdemokraternes næstformand er heller ikke begejstret for de kritiske ord. Her siger Mette Frederiksen, at "den form for skældsord og nedladende tale får vi ikke Danmark ud af krisen på."
Vendingen 'landsskadelig virksomhed' bruges normalt til at omtale de personer, der under Anden Verdenskrig samarbejdede med tyskerne.