Der skal kigges dybt i statskassen, hvis rød blok vinder det kommende valg.
Den offentlige gæld vil blive seksdoblet fra 50 milliarder til kroner 320 milliarder kroner på grund af rød bloks økonomiske politik.
Det mener i hvert fald statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der har haft lommeregneren fremme i sommerferien. Det skriver Politiken.
Statsministeren er bange for, at oppositionens økonomiske politik vil gøre Danmarks økonomi lige så ustabil som de truede italienske og græske statsøkonomier.
"Regeringen har en fast kurs, en grundlæggende solid økonomi, et langtidsbudget, der hænger sammen, som ikke hviler på øget gældsætning. Det mest vækstfremmende initiativ, man kan komme i tanke om, er et genvalg af regeringen, der sikrer vores reformer," siger han til Politiken.
Socialdemokraternes skatteordfører Nick Hækkerup mener, at statsministeren ikke skyr nogle midler for at vinde valgkampen.
"Vi har en statsminister som er gået i panik, han ved ikke, hvad han skal gøre her tre måneder før valget for at overbevise vælgerne om, at de skal stemme på ham, og derfor tyr han til skræmmekampagne," siger han til Newspaq.