Hvor mange kræftpatienter henvises til strålebehandling? Hvor mange behandles til tiden? Og hvor mange kommer ikke til inden for behandlingsgarantiens tidsfrist på fire uger?
De svar kræver sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen(V) svar på i løbet af én dag. Længere arbejdstid giver han ikke fire regionsformænd til at svare på et yderst kritisk brev, som ministeren sendte i går.
Han vil vide præcist, hvordan de vil sikre, at det er muligt at se, om kræftgarantien overholdes.
De fire er Orla Hav, Bent Hansen, Vibeke Storm Rasmussen og Carl Holst og formænd for henholdsvis Region Syddanmark, Region Hovedstaden, Region Nordjylland og Region Midtjylland.
Angrebet fra ministeren kommer, fordi han ikke mener, at regionerens arbejde med at få styr på kræftbehandlingen er tilfredsstillende, skriver TV 2.
»Jeg forlanger, at vi uge efter uge kan gå ind og følge de fremskridt, der sker, når det gælder ventetiden på strålebehandling,« siger Lars Løkke.
Regionsformand Orla Hav (S) i Nordjylland har fået den skrappeste kritik fra ministeren. Han mener, at Lars Løkke med kritikken prøver at forhindre, at aben ender på hans eget bord.
Men det afviser sundhedsministeren:
»Det her handler ikke om aber, det handler om danske kræftpatienter,« siger han.
Torsdag skal sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen mødes med regionsdirektørerne for de fire regioner, der har strålecentre.
Fredag samles den task force, der blev oprettet oven på kræftskandalen om den manglende strålebehandling i 2006. Den radikale sundhedsordfører, Charlotte Fischer, kalder ministeren i samråd i Folketingets Sundhedsudvalg, fordi ministeren med sit angreb erkender, at han stadig ikke har overblik over kræftbehandlingen i Danmark.
»Lars Løkke har i flere omgange lovet, at der var styr på kræftområdet allersenest i løbet af årets første uger. Nu siger han selv, at han, mere end en måned inde i 2007, ikke har indfriet sit løfte. Det er uacceptabelt,« siger hun i en pressemeddelelse.