Den 29. august 1943 er et historisk vendepunkt og en mærkedag. Dengang for 75 år siden rejste puslinglandet Danmark sig under Anden Verdenskrig imod nazismen. Derfor opgav politikerne samarbejdspolitikken.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved en mindegudstjeneste i Holmens Kirke på 75 årsdagen for 29. august, da tysk militær angreb dansk forsvar.
17 danske soldater og 7 marinesoldater omkom ved ildkampe flere steder i København. Ved Det Nye Tøjhus, Ammunitionsarsenalet og på Livgardens Kaserne i Gothersgade, påpeger statsministeren.
Marinen sænkede flådens skibe på Holmen efter ordre fra viceadmiral A.H. Vedel.
Nazisterne krævede forgæves, at regeringen indførte undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Kravet kom efter generalstrejker, demonstrationer, gadekamp og sabotage, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Den 29. august 1943 holdt regeringen op med at fungere. Nok var nok. Fra den dag var hånden lænket. Men ånden fri, siger statsministeren.
- Danmarks stilling blev klar. Der kom rene linjer. Og vores land blev bragt på den allierede side i verdenskrigen.
Danskerne må melde sig under fredens, frihedens og demokratiets fane. I solidaritet med dem, der deler vores værdier og kæmper for dem, mener Lars Løkke Rasmussen.
- Også vi har et ansvar for, om branden spredes eller slukkes. I en skæbnestund må man vælge side, siger han.
Statsministeren takker veteranerne, fordi deres "modige valg og handlinger fik afgørende betydning".
- Ikke kun for, hvordan verden ser Danmark. Men også for, hvordan vi ser os selv som land. Vi er ikke et puslingland. Vi er trådt ind på den store scene og kæmper for alt, hvad vi har kært, siger Lars Løkke Rasmussen.
De danske veteraner reddede æren, landet og friheden for os alle sammen.
- Det er den arv, vi står på i dag, siger statsministeren.
/ritzau/