Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder EU for fredens projekt. Det budskab vil han fortælle i sin tale i Europa-Parlamentet i Bruxelles om EU's fremtid 28. november.
- EU er født ud af asken af århundreders krig, konflikt og adskillelse. EU er og bliver fredens projekt. Vi har brug for et stærkt EU.
- Men vi har også brug for et Europa, som befolkningerne har tillid til, og som løser de store grænseoverskridende udfordringer, der optager borgerne, siger Løkke i en pressemeddelelse.
I forbindelse med besøget mødes Løkke blandt andre med formanden for Europa-Parlamentet, Antonio Tajani, og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk.
Løkke vil dog også gøre det klart, at Danmark gerne må sige fra over for EU, hvis det er nødvendigt.
- Vi skal sikre, at EU har det rigtige ambitionsniveau til at tage sig af udfordringer som migration, klimaforandringer, vækst og jobskabelse.
- Og vi skal helt grundlæggende huske på, at EU-samarbejdet gør os stærkere, rigere og mere robuste i forhold til globale udfordringer.
- Men vi skal også sige fra, hvis EU blander sig i ting, landene bedre kan løse selv. Det vil være mit hovedbudskab til parlamentets medlemmer, siger Løkke.
Fremtiden for EU er et højaktuelt emne med briternes snarlige farvel til EU - også kendt som brexit.
For regeringen handler det om at ruste Danmark og danskerne bedst muligt til brexit. Storbritannien er et af Danmarks største eksportmarkeder.
I sit finanslovsudspil for 2019 har regeringen afsat 700 millioner kroner fra reserverne til de potentielle problemer, der kan opstå, hvis brexit ender uden en aftale.
Briternes udtræden af EU sker formelt 29. marts. Hvis en aftale mellem EU og briterne om brexit er kommet på plads, begynder en overgangsperiode frem mod udgangen af 2020.
Her kan parterne forhandle en fremtidig frihandelsaftale på plads. Hvis der ikke er en aftale på plads, forlader Storbritannien EU uden en aftale - en såkaldt hård brexit.
Det ventes at blive ekstremt dyrt, og en sådan situation ventes at ville blive kaotisk for alle parter.
/ritzau/