Løkke og co. vælter sig i gratis glæder: Så vilde er deres VIP-fester

En række ministre har deltaget i gratis VIP-arrangementer, som ifølge ekspert er i strid med reglerne.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har alle deltaget i VIP-arrangementer.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har alle deltaget i VIP-arrangementer. Foto: Aris Oikonomou/AP og Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Metallica, Sting, John Mayer, Celine Dion, Cirque du Soleil, The Rolling Stones, Mads Langer, Volbeat, Thomas Helmig, Tina Dicow, Guns N' Roses, Andrea Bocelli, The Antonelli Orchestra, Depeche Mode, Ed Sheeran ... rækken af kunstnere, som danske politikere og i særdeleshed ministre har nydt gratis, er lang.

Det viser en aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået og kigget efter i sømmene.

Ifølge Sten Bønsing, professor i forvaltningsret, er flere af koncert-gaverne, som har været pakket ind i VIP-arrangementer, direkte i strid med reglerne, da der ikke har været et "tjenstligt formål" med ministrenes deltagelse, skriver avisen.

Naturligt for en minister

På listen over ministre og andre Folketingsmedlemmer står Lars Løkke Rasmussen (V), Sophie Løhde (V), Troels Lund Poulsen (V), Brian Mikkelsen (K), Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Jakob Ellemann (V) og Anders Samuelsen (LA).

Sidstnævnte forsvarer overfor Ekstra Bladet det "tjenstlige formål" i et mailsvar med følgende:

"Det er således forudsat i den politiske aftale og i de retningslinjer, der knytter sig til åbenhedsordningen, at det er en naturlig del af en ministers virke at deltage i denne type arrangementer, herunder arrangementer der både kan falde inden for og uden for ministerens ressortområde".

Sten Bønsing har tidligere sagt til Ekstra Bladet, at "man skal være meget varsom med at modtage sådan nogle middage og koncertbilletter":

- Der er ikke en bagatelgrænse, så selv meget små beløb kan være i strid med reglerne. Reglerne er til for at undgå en mistillid om, at nogle er tættere på magten ved hjælp af dyre middage, forklarer han.

Gourmet-middag og afterparty

Ifølge Ekstra Bladet har der udover musikoplevelser på VIP-menuen også stået blandt andet middage, drinks, snacks, natmad og afterparty.

Da Finans Danmark inviterede blandt andre Troels Lund Poulsen, Sophie Løhde og Brian Mikkelsen koncert med The Rolling Stones i Parken stod der også middag på gourmet-restauranten Bistro Boheme i det centrale København på invitationen, skriver Ekstra Bladet.

Blandt giverne af VIP-arrangementerne er BC Hospitality Group, Finans Danmark, PensionDanmark, KPMG, advokat Jeppe R. Stockholm, Skanderborg Festival, direktør Georg Sørensen (Messecenter Herning) og Bauer Media.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.