Lars Løkke Rasmussen (V) nægter at møde op til flere samråd om overbetaling af de private sygehuse.
I et brev til Folketingets formand afviser statsministeren at møde op til samråd i Folketingets finansudvalg og sundhedsudvalg for at svare på spørgsmål om hans rolle i sagen om overbetaling af de private sygehuse og behandlingen af Rigsrevisionen i forbindelse med dennes undersøgelse.
"Jeg skal meddele, at jeg ikke finder anledning til at besvare de stillede spørgsmål, som jeg anser for fuld besvarede," skriver Lars Løkke Rasmussen.
Per Clausen, gruppeformand for Enhedslisten, har stillet ét af samrådsspørgsmålene.
Han mener, det er udtryk for regeringens magtfuldkommenhed og foragt for Folketinget, når statsministeren afviser at møde op i samråd i Folketingets udvalg.
"Statsministerens rolle og ansvar i denne sag er stadig fuldstædig uafklaret, fordi der ikke er nogen sammenhæng i de svar, forskellige ministre er kommet med overfor Folketinget. Derfor er det nødvendigt at få statsministerens forklaring i et samråd," udtaler Per Clausen.
Han opfordrer Folketingets formand til at tage sagen op med statsministeren.
"Folketinget kan ikke leve med, at statsministeren ikke medvirker til at få alle elementer i denne sag undersøgt til bunds," siger Per Clausen.
Finansudvalgets formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), tager derimod Lars Løkke Rasmussens beslutning til efterretning.
"Vi kan ikke forpligtige en minister til at komme. Og jeg tror, at ét af argumenterne, som bliver fremført for, at statsministeren ikke skulle komme igen, er, at han allerede én gang har været i Finansudvalget til et fire en halv times langt samråd og drøfte nøjagtig de samme spørgsmål," siger Kristian Thulesen Dahl.