Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil ikke tage stilling til detaljerne i S-SF's ghettoplan. Han hilser dog tiltag velkommen, men kommer først selv med en ghettoplan til efteråret.
Det fortalte statsministeren på sit pressemøde i dag.
"Jeg har ikke nærlæst udspillet, men det er positivt, at oppositionen interesserer sig for ghettoerne. Politi gør det ikke alene, for de problemer, vi står over for, er af et omfang, vi ikke har gjort os begribeligt," sagde Lars Løkke Rasmussen.
Statsministeren udtrykte, at "jeg tager imod S-SF planen med åbne arme", men han mener, trods sit manglende kendskab til oppositionens plan, at løsningen på ghetto-problemerne er mere komplicerede, end det rød blok foreslår.
"Man kan stille spørgsmålstegn ved, om det i virkeligheden er Danmark. Børnene leger ude hele aftenen, for forældrene skal ikke noget. Parabolerne er stillet ind på udenlandske kanaler og beboerne taler ikke dansk. Områderne har en helt anden natur end resten af Danmark, og selvom vi allerede har investeret tocifrede milliardbeløb, så er problemerne ikke løst. Det er de heller ikke bare med mere politi. Det kræver en samlet indsats på flere områder, at få lagt arm med problemerne," sagde statsministeren.
Lars Løkke Rasmussen erkender, at der er massive problemer i ghettoerne. Det er ikke løst ved en normal indsats, for der hersker andre ikke-danske værdier i ghetto-områderne, som kræver en anderledes indsats.
"Ganske almindelige virkemidler virker ikke. Det danske samfund er rundet af det samme, de regler, vi søsætter sker ud fra de samme værdier. Når de grundlæggende værdier ikke er på plads i de områder, kan vi ikke løse problemerne, som vi ville løse problemer i Hjørring eller et villakvarter i Hillerød," mener statsministeren.
Selvom statsministeren formulerer, at der er "29 specifikke områder, hvor lamperne blinker rødt", så er regeringen først klar med sit eget ghetto-udspil til efteråret.
"Jeg har mange konkrete tiltag, men de kommer først til efteråret, efter efterårsferien, hvor vi i regeringen kommer med vores plan," sagde Lars Løkke Rasmussen.
S-SF planen går blandt andet ud på 200 specifikke ghetto-betjente og udgangsforbud for børn under 13 år.