Der er endnu ingen afklaring på spørgsmålet om, hvor det nye supersygehus skal ligge. Statsministeren holdt på dagens pressemøde stadig fast i eksperternes anbefaling af et nyt supersygehus i Gødstrup, men afviste ikke direkte Dansk Folkepartis krav om at det nye supersygehus skal ligge i Aulum.
"Jeg aflæser dét, at temaet omkring placeringen bringes ind i finanslovsforhandlingerne som udtryk for, at DF bringer danskernes bekymring ind på forhandlingsbordet. Det er en bekymring, jeg selv tager alvorligt, og derfor har jeg også forhåbning om, at der findes en løsning," siger Lars Løkke Rasmussen.
Sidste måned slog han fra Folketingets talerstol fast, at et nyt vestjysk supersygehus skal ligge i Gødstrup, som ligger cirka 15 kilometer fra Aulum.
"Den entydige anbefaling, der har været på det regionale politiske niveau og hos de eksperter, regeringen har sat til at rådgive, har været, at vi skal lave et nyt sygehus, og man har peget på Gødstrup. Det er så også regeringens position," siger statsministeren.
Statsministeren regner med snart at få en finanslovsaftale i hus. Forhandlingerne sluttede i går aftes - uden at parterne havde opnået enighed.
Der er dog områder, hvor både Dansk Folkeparti og regeringen er blevet enige om. En retspakke, en opstramning af udlændingepolitikken, og øgede bevillinger på ældreområdet.
"Nu er finanslovsforhandlingerne gået ind i den sidste, afgørende fase. Jeg håber og tror, at vi relativt hurtigt i dag kan få et samlet resultat," siger Lars Løkke Rasmussen.