Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vidste godt, at hans udenrigsminister Lene Espersen (K) ville vælge familieferie til Mallorca frem for et møde i Arctic 5 i Canada før påske.
Det har han ellers hidtil stået fast på, at han ikke kendte noget til, men nu viser det sig, at han var advaret på forhånd.
Under et koordineringsmøde i regeringen, hvor Lars Løkke var til stede, understregede tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, at afbuddet ville ødelægge, hvad han havde brugt år på at opbygge. Det fortæller en topminister til Berlingske Tidende.
Statsministeren sagde senest under sit pressemøde den 13. april, at han ikke havde været informeret, og at der ikke var mere at sige om den sag. Han afviser at kommentere de nye oplysninger.
"Jeg kunne aldrig drømme om at kommentere noget, der foregår i koordinationsudvalgsmøder, eller samtaler jeg har med kolleger," siger han til avisen.
Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten forlanger nu en redegørelse i sagen.
"Statsministeren har både på et pressemøde og i Folketingssalen benægtet, at han kendte til Lene Espersens planer og til det her møde, før det fandt sted. Derfor er det nye oplysninger, der nu er kommet frem. Og hvis det er rigtigt, så har statsministeren et kæmpe problem," siger Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofoed, til Newspaq.