Lars Løkke Rasmussen (V) gled i dag af på alle spørgsmål i sagen om Lene Espersens mangelfulde og urigtige udtalelser, efter han havde stået skoleret i Udvalget for Forretningsordenen.
"Man skal selvfølgelig svare præcist fyldestgørende i Folketingssalen, og det tjener til Lene Espersens ære, at hun har beklaget over for Folketinget. Jeg har tillid til hende," lød statsministerens umiddelbare vurdering i forhold til kritikken af den konservative leder.
Han nægtede for åben mikrofon at irettesætte Lene Espersen for at have vildledt Folketinget og for at mene, at ministre ikke behøver at svare fyldestgørende - noget Lene Espersen i sidste uge fortalte pressen, at ministre godt må.
Den konservative formand er kommet i heftigt stormvejr i to sager. For det første har hun svaret forkert og mangelfuldt under ministeransvar, og for det andet har hun forklaret, det er i orden, at ministre ikke svarer på alt. Det sidste kaldes af flere eksperter for brud på Ministeransvarsloven.
Heller ikke for lukket mikrofon var Lars Løkke Rasmussen villig til at tage ejerskab til Lene Espersens konkrete handlinger.
På det netop overståede møde i Folketingets Udvalg for Forretningsorden var sagen har på dagsordenen. Her måtte oppositionen konstatere, at statsministeren blot ville tale overordnet om sagen.
"Han ville ikke på nogen måde svare på, om Lene Espersens handlinger var forkerte; blot overordnet set at ministre generelt skal svare præcist og fyldestgørende i Folketingssalen," fortæller Ole Sohn (SF), der var med til mødet.