Han har bedyret, at han lagde alle sine "lønnede hverv" på bordet i et offentligt brev til sine partikolleger i Venstre.
Men han glemte en enkelt ting - nemlig den indkomst, der tager form af fri bil betalt af Venstre - en ordning, der repræsenterer en værdi af 112.500 kroner årligt. Det skriver Ekstra Bladet.
Avisens research gennem flere måneder viser, at den Skoda Superb Stationcar, der oprindeligt fungerede som Løkke Rasmussens partibil med chauffør, nu er Venstre-formandens private bil.
Ud over fri bil får Løkke Rasmussen ifølge Ekstra Bladet også betalt alle mekanikerregninger, forsikring, vægtafgift og benzin.
Men partifællerne er ikke de eneste, der ikke har hørt om Løkke Rasmussens gratis bil med alt inklusiv. Heller ikke Moderniseringsstyrelsen hørte om partiformandens bilordning, da han den 11. oktober i år oplyste om sine indtægter.
Styrelsen skal ifølge Ekstra Bladet modregne alle Løkkes lønindtægter i hans statsminister-eftervederlag på knap 1,5 millioner kroner årligt.
Ifølge Styrelsen skal værdien af en skattepligtig indkomst, i form af fri bil, indberettes, så den kan blive modregnet i Løkke Rasmussens eftervederlag.
Partisekretær i Venstre, Claus Richter, bekræfter overfor Ekstra Bladet, at partiet betaler for Løkkes bil, men afviser, at der skulle være et problem med indberetning til Moderniseringsstyrelsen.
Kilde: Ekstra Bladet
Newspaq