Der var i sandhed kaos, da den nyudnævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var hos Dronningen på Amalienborg for at præsentere sine tre nye ministre. Politiet måtte sætte heste ind for at drive den nysgerrige presse tilbage, så der blev plads til de nye ministre.
På Amalienborg slotsplads kunne Lars Løkke Rasmussen også annoncere, at han tirsdag efter påske holder sin "åbningstale" i Folketinget. To dage senere er der debat om hans politiske visioner i Folketingssalen.
Lars Løkke Rasmussen betegnede regeringsrokaden med udnævnelsen af tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) som finansminister som et signal om stabilitet og kontinuitet.
"Claus har en kæmpeerfaring og har været den, der har formgivet den beskæftigelsespolitik, der førte til, at vi fik den laveste ledighed nogensinde," sagde Lars Løkke Rasmussen.
Claus Hjort Frederiksen omtalte sin nye opgave som en stor udfordring.
"Jeg ser frem til et godt og stabilt samarbejde med Dansk Folkeparti og Liberalt Centrum, der er regeringens parlamentariske grundlag - og så i øvrigt med de øvrige partier i Folketinget," sagde Claus Hjort Frederiksen.
Statsministeren præsenterede den nye beskæftigelses- og ligestillingsminister, Inger Støjberg (V), som en person, der er i besiddelse af den fleksibilitet, der er nødvendig i en situation, hvor ledigheden stiger.
Inger Støjberg lovede at arbejde dag og nat for at begrænse stigningen i ledigheden.
"En arbejdsløs er en arbejdsløs for meget, men jeg vil ikke her og nu fremlægge de store programerklæringer," sagde Inger Støjberg.
Også Karen Ellemann blev præsenteret som ny minister. Hun har stor hjertevarme, og det er der brug for som ny indenrigs- og socialminister, sagde statsministeren om Uffe Ellemann-Jensen datter.