Ritzau
Opdateret kl. 15:49
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mødte tirsdag de to pandaer, der skal til København i slutningen af 2018, under et besøg i Chengdu Panda Base, hvor de to pandaer indtil videre bor.
Statsministeren fik lejlighed til at fodre de to pandaer. En hun ved navn Mao Sun - eller "Bambusskud fra arten Mao". Og en han ved navn He Xing, der betyder Velstand.
Navnene på de to pandaer blev afsløret, da statsministeren kastede godbidder til dem i dyrehaven i Chengdu.
Ifølge statsministeren er pandaerne et symbol på en særlig relation mellem Danmark og Kina. Og derudover er det også et herligt dyr.
- De er jo virkelig nuttede. Men samtidig er de også et stærkt symbol på en dyrerace, som har været tæt på at uddø, og som i kraft af en koordineret indsats kan være til glæde for kommende generationer, og nu også danskerne, siger Løkke.
Pandaer er kræsne dyr, som kun spiser bambus. Men pandaerne var tilsyneladende også meget tilfredse med de godbidder, som Løkke kunne kaste ned i pandaernes anlæg.
De fik æblestykker og pandakager - en særlig foderblanding formet som kager.
Undervejs fik statsministeren lejlighed til at fodre pandaerne, og han fik også lov at holde en lille babypanda. Det skete dog uden pressens bevågenhed - af hensyn til pandaerne. Men statsministerens beskrev det efterfølgende som at "holde en levende teddybjørn."
- Det var også rigtig dejligt at møde de her babypandaer, så jeg håber da på sigt, at der også kommer nogle unger i København, når de to pandaer kommer.
Hvis pandaparret skulle yngle i København, skal ungen dog sendes tilbage til Kina, når den er stor nok, lyder det fra Zoo.
/ritzau/