Løkke gav Socialdemokraterne kvajekage

Efter et uheld med ministerbil og hindbærsnitter på Bornholm måtte statsministeren til lommerne og give Socialdemokraterne kvajekage.
Det var en glad og folkelig statsminister, der var til folkemøde på Bornholm. Dog måtte han til lommerne og give Socialdemokraterne kvajekage, efter uforvarende at have kvast deres hindbærsnitter.
Det var en glad og folkelig statsminister, der var til folkemøde på Bornholm. Dog måtte han til lommerne og give Socialdemokraterne kvajekage, efter uforvarende at have kvast deres hindbærsnitter. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen / POLFOTO

100 socialdemokratiske hindbærsnitter måtte lade livet, da statsministerbilen skulle parkere. Ejeren af snitterne, lokalformand Anette Stæhr (S) måtte nemlig bremse, da Løkkes bil skulle finde en plads. Og ved opbremsningen faldt hindbærgodterne på gulvet og kvastes.

Kagerne var til det socialdemokratiske telt på den politiske Folkesamling 2011 i Allinge, Bornholm.

Statsministeren ville dog ikke skabe splid på grund af spildte snitter, og derfor stod den på kvajekage. Det skriver ekstrabladet.dk.

"Jeg ville ikke hænges op på politisk chikane eller andet, så der tænkte jeg, at det måtte vi have rettet op på med det samme," siger Løkke med et glimt i øjet til ekstrabladet.dk.

Derfor dukkede han op med tre store kasser hindbærsnitter i det socialdemokratiske telt, inden deres åbning. Anette Stærh var overrasket og glad over kvajekagen.

"Men jeg savnede de røde A'er på statsministerens hindbærsnitter," siger hun til DR.

Ikke desto mindre blev fredsofferet taget godt i mod.

"I Venstre ønsker vi ikke at have udeståender med nogen. Og vi har kontante løsninger på ethvert problem, der opstår," forklarer statsministeren, der er tilfreds med at freden mellem Venstre og Socialdemokraterne nu er intakt efter kage-dramaet på Bornholm.

Kilde: dr.dk og ekstrabladet.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.