Løkke får næsten dobbelt så meget tv-tid som Frederiksen
Lars Løkke Rasmussen har fået 20 timers skærmtid i de første 14 dage af valgkampen, mens Mette Frederiksen må nøjes med 12 timer. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
S-formandens sygdom og Løkkes udspil om SV-regering har været med til at give V-lederen markant mere tv-tid.

Tv-seerne har de to første uger af valgkampen set langt mere til Lars Løkke Rasmussen end Mette Frederiksen.

Venstreformanden har således fået 20 timers skærmtid, mens Socialdemokratiets statsministerkandidat har tonet frem på tv-skærmene i 12 timer.

Det viser en analyse, som Mediernes Forsknings- og Innovationscenter på Syddansk Universitet (SDU) har lavet.

Lars Damgaard Nielsen, lektor på Mediernes Forsknings- og Innovationscenter på Center for Journalistik på SDU, er den ene af to forskere bag analysen.

Han siger, at forskellen allerede viste sig på valgkampens førstedag, hvor Løkke udskrev valget, og Frederiksen lå syg.

- Samtidig kan man se, at den dag, hvor Lars Løkke Rasmussen kom med sin nye bog og sit forslag om en SV-regering, gav ham rigtig meget skærmtid.

- På stort set alle andre dage ligger Lars Løkke Rasmussen over Mette Frederiksen i skærmtid, bortset fra den dag hvor Frederiksen blev raskmeldt.

Analysen viser også, at Pernille Vermund (NB), Rasmus Paludan (SK) og Isabella Arendt (KD) har fået mere skærmtid end etablerede politikere som Morten Østergaard (R), Søren Pape Poulsen (K) og Pernille Skipper (EL).

Vermund, Paludan og Arendt har fået hver fire timers skærmtid, mens Østergaard, Pape og Skipper har fået tre timer hver.

- Det er helt klart noget med nyhedens interesse for de nye partier, siger Damgaard Nielsen.

Han påpeger, at både DR og TV2 har programmer, som hver dag zoomer ind på et enkelt parti og dets leder. Det kan derfor spille ind, hvornår de enkelte produktioner bliver sendt.

Analysen er foretaget med et computersystem, der er udviklet på SDU. Systemet har overvåget og foretaget en automatisk ansigtsgenkendelse på DR1, DR2, TV2 og TV2 News døgnet rundt i valgkampens første 14 dage.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News