Medlem af Folketinget for regeringspartiet Moderaterne Mike Villa Fonseca er gået på sygeorlov og vender ikke tilbage til partiet.
Det fortalte Fonseca selv til TV 2 fredag aften.
Fonseca fortæller til mediet, at han har forbrudt sig mod partiets adfærdskodeks ved at være kæreste med en pige, som er under 18 år.
Moderaterne-formand Lars Løkke Rasmussen siger efterfølgende til TV 2, at han selv har meddelt Mike Villa Fonseca, at han ikke kan fortsætte i partiet.
Løkke erklærer sig "målløs" og hævder, at nu sygemeldte Fonseca er i et forhold med en 15-årig pige, og at forholdet blev indledt, mens hun gik i 8. klasse.
Han oplyser, at førstesuppleanten hos Moderaterne afløser Fonseca, indtil Fonseca vender tilbage.
Partiet afviser at give en kommentar til Ritzau fredag aften.
Løkke afviser også at forholde sig til, at udviklingen kan lægge pres på regeringens såkaldte indenrigspolitiske flertal, altså et flertal uden om de nordatlantiske mandater.
Med den nuværende mandatfordeling har regeringspartierne 88 mandater - når man ikke tæller de nordatlantiske mandater med. Men de 88 kan altså blive til 87, hvis Villa Fonseca vender tilbage fra sygeorlov.
LÆS MERE HER: MF'er kæreste med pige under 18 år.
/ritzau/