B.T. har fået aktindsigt i repræsentationskontoen for finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) og kan i dag afsløre, at han har lagt stilen om. Ministerens nye dille er frugt.
Alene på en enkelt uge i november bestilte Lars Løkke hele 111 stykker frugt fra Folketingets kantine, og yderligere bestilte han for 680 kr. blandet frugt hos City Frugt i Holbergsgade i det centrale København. Søndag blev der sendt bud efter endnu en omgang blandet frugt - denne gang fra Christianshavn.
Ifølge avisens beregninger løb hele frugtorgiet i den pågældende uge op på 2.629 kr.
Til gengæld kan avisen afsløre, at der er kommet styr på alle bilag. Der er hverken mærkelige hotelregninger, eller syndige boner i repræsentationsregnskabet.
Lars Løkke meddeler gennem sin pressechef, at han ikke ønsker at udtale sig om sine bilag.