Ved et Venstre-arrangement på Folkemødet på Bornholm tog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i mod spørgsmål fra skoleelever.
En af dem var Frederik, som ville vide:
- Hvordan tror du, det bliver at samarbejde med USA, hvis Donald Trump bliver præsident?
Spørgsmålet faldt lidt uden for arrangementets dagsorden, "uddannelse, vækst og Danmarks fremtid", men fik alligevel lov til at slippe igennem.
Lars Løkke Rasmussen indledte med at slå fast, at der er nogle indikatorer, som bekymrer ham ved Trump som præsident:
- Vi samarbejder med alle lande i hele verden, og det gør vi, uanset hvem der leder det.
- Jeg må ikke blande mig i det amerikanske valg og skal heller ikke gøre det, men der er da nogle ting, som bliver sværere, og som bekymrer mig lidt, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Donald Trump er ikke formelt valgt som Republikanernes præsidentkandidat endnu. Men han er den eneste tilbageværende kandidat - og har det nødvendige antal delegerede - så det anses efterhånden som givet, at han bliver sit partis kandidat.
Trump har brugt henholdsvis frihandelsaftalen med landene omkring Stillehavet (TPP) og den transatlantiske frihandelsaftale med Europa (TTIP) til at fremstille præsident Barack Obama som en svag leder.
Det undrer Lars Løkke Rasmussen.
- Donald Trump er meget kritisk over for frihandel, hvilket er lidt mærkeligt for en republikaner.
- Der er nogle ting, der bliver sværere, hvis han bliver valgt, men det rokker ikke ved, at selvfølgelig skal vi samarbejde alligevel. Nu må vi se, hvordan det går, sagde Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/