"Færre afgifter - flere arbejdspladser" er igen i år overskriften på Venstres finanslovforslag.
Ifølge Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, skyldes det, at der fortsat skal laves en "markant" indsats for at skabe nye job i Danmark.
Som statsminister blev Lars Løkke Rasmussen kriseret for at afblæse den økonomiske krise, men det gør han ikke i dag:
- Det er desværre for tidligt at sige, at dansk økonomi er ude af krisen, selvom noget tyder på, at økonomien er ved at stabilisere sig.
- Det er muligt, at der er et stemningsskifte på vej, men den skal gerne brede sig, og det vil Venstres forslag være med til at sikre, siger Lars Løkke Rasmussen ved fredagens fremlæggelse af partiets finanslovforslag.
Venstres forslag bygger blandt andet på nulvækst i den offentlige sektor og store besparelser på ulandsbistanden. Pengene skal først og fremmest gå til lavere skatter og afgifter.
- Samlet set rummer vores udspil skatte- og afgiftslettelser for fem milliarder, siger Lars Løkke Rasmussen ved et pressemøde.
/ritzau/