Selvom regeringen har lavet en aftale med Dansk Folkeparti om at drøfte Folketingets medlemmers løn, så ville statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke forholde sig til den sag i dag på det ugentlige pressemøde.
"Jeg vil ikke blande mig i, hvordan folketingsmedlemmerne skal aflønnes. Jeg har et ansvar i forhold til ministrene og regeringen. Vi har fremlagt et lovforslag, hvor vi sætter ministervederlaget ned med fem procent," lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
Genopretningsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti rummer udover besparelser på overførselsindkomster også forslag til lønnedgang for ministrene og en aftale om at tage kontakt til Folketingets formand, Thor Pedersen (V), for at drøfte medlemmernes løn.
Men i dagens udgave af Berlingske Tidende går en række borgerlige politikere stik imod forslaget om at skære i folketingsmedlemmernes løn på omkring 600.000 kroner om året.
Blandet andre har Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, kaldt forslaget for "populistisk" og "ren symbolpolitik".
Folketingets formand, Thor Pedersen, er omfattet af ministrenes lønnedgang og må således også gå frem procent ned i løn. Men han vil ikke tage stilling til, om de menige medlemmer også bør gøre det.
"Min holdning er dén, at jeg meget gerne vil drøfte det med gruppeformændene," siger han til Ritzau.