Forhandlingerne om nye overenskomster for ansatte i kommuner og staten er brudt sammen.
Og det er ikke godt, lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i tirsdagens spørgetime med statsministeren.
- Jeg skal meget beklage, at der ikke endnu er en aftale, siger Løkke.
Det er Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, der vil høre Løkkes holdning til situationen. Hun mener, at de knap 750.000 offentligt ansatte skal have en reallønsfremgang.
Også SF's formand, Pia Olsen Dyhr, kom ind på emnet.
- Jeg håber, at det lykkes at lave en aftale, så der undgås en konflikt. Ingen har interesse i en konflikt, siger Løkke.
En af knasterne i forhandlingerne er spørgsmålet om betalt frokostpause, som lønmodtagerne kræver.
Løkke understreger, at de statslige arbejdsgivere ikke vil angribe de offentligt ansattes frokostpause. Sådan bliver det ellers fremlagt i pressen, mener Løkke.
- Det er notorisk forkert. Det ved jeg, siger Løkke.
Mandag aften brød forhandlingerne mellem kommunerne og de kommunalt ansattes fagforeninger sammen.
Det kom oven på et lignende sammenbrud fredag i forhandlingerne om de statsansattes vilkår.
Tilbage er der forhandlingerne på det regionale område.
Fra onsdag kan der varsles en eventuel konflikt. Den vil tidligst gælde fra april, når de nuværende overenskomster udløber.
Konflikten kan både være en lockout fra arbejdsgiverne eller en lønmodtagerstrejke.
- Vi har en plan om at afslutte overenskomstforhandlinger på en god måde, siger Løkke.
Foruden betalte spisepauser og uenigheder om de ansattes lønstigninger er en tredje knast en specifik forhandling om lærernes arbejdstid.
Hvis parterne på et område ikke selv kan blive enige, overgår forhandlingerne til Forligsinstitutionen. Her træder en mægler til.
Hvis enten arbejdsgiverne eller lønmodtagerne forkaster et mæglingsforslag fra Forligsinstitutionen, bliver der konflikt.
/ritzau/