Krisen stopper til efteråret, sådan lyder den optimistiske vurdering fra finansminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Med den begrundelse slår han fast, at der ikke kommer nogen stort anlagt vækstpakke fra regerignen som svar på den økonomiske krise.
Den udmelding skuffer en lang række spidser i oppositionen, erhvervslivet og fagbevægelsen.
"Det er jeg er både overrasket over og ærgerlig over at høre. Jeg tror, vi har brug for meget hurtigt at gøre en indsats over for den stigende ledighed," siger formanden for FOA, Dennis Kristensen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han deler heller ikke Lars Løkkes optimisme omkring varigheden af finanskrisen.
"Jeg kan godt forstå, at en finansminister skal være optimistisk, men han er nok den eneste i Danmark, der er det lige nu," lyder det fra FOA-formanden.
Også formanden for en anden stor fagbevægelse, hvis medlemmer lige nu oplever krisen på tætteste hold, FTF-formand Bente Sorgenfrey, er skuffet over finansministeren.
"Jeg havde hellere set, at vi havde fået en regulær vækstpakke, som var meget målrettet og styret for eksempel hen i mod at man fremrykkede offentlige investeringer, satsede på digitalisering og en bedre infrastruktur," siger Bente Sorgenfrey til Newspaq.