Lars Løkke Rasmussen afviser rygterne om, at han er på vej med en ministerrokade.
"Ta' det roligt," var kommentaren fra statsministeren, da han blev spurgt af en række journalister, om hvorvidt en regeringsrokade var på plads
"Vi har en udmærket regering. Jeg har ingen planer om at lave den om," siger han til journalister.
Spekulationerne har ellers taget til på gangene på Christiansborg, hvor eksperter har været enige om, at tiden nu var inde for statsministeren til at sætte sit eget præg på, hvem der kan besidde de eftertragtede ministerposter.
"Det er mit eget hold, og jeg planlægger ikke nogen regeringsrokade overhovedet. Vi har en meget, meget stærk regering. Tre af ministrene har jeg jo selv udnævnt. Det er jo lige så mange forandringer over de sidste otte måneder, hvor jeg har været statsminister, som der var i en lang årrække, før jeg kom. Så det ser jeg ikke noget behov for," siger Lars Løkke Rasmussen.