I går luftede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) muligheden for at indføre brugerbetaling hos ældre.
Men på sit ugentlige pressemøde tirsdag afviste statsministeren på det kraftigste at indføre brugerbetaling på blandt andet hjemmehjælp og lægebesøg.
"Da jeg hørte det fremsat mandag tænkte jeg umiddelbart: Spændende tanke, lad os få det på bordet og diskutere det. Men lad mig samtidig slå fast - Regeringen går ikke ind for brugerbetaling i ældreomsorgen. Det må være sådan, at vi via vores skat betaler, så vi får en anstændig pleje, omsorg og hospitalsbehandling," siger Lars Løkke.
Tidligere har Løkke udtalt sig positivt omkring brugerbetaling for besøg hos praktiserende læger.
Men igen trak statsministeren i land og slog sin holdning fast med syvtommersøm, da han blev spurgt til sin personlige holdning.
"Jeg er Lars Løkke Rasmussen, jeg er statsminister og jeg er venstremand. Det er tre i én, lige som et Kinderæg, og jeg svarer på vegne af alle tre. Vi går ikke ind for brugerbetaling for besøg hos lægen," siger Løkke.