Løkke efter tilfældigt møde: Det har reddet mit liv
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har fundet ud af, at han har en hoftekonstruktionsfejl. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Det tilfældige møde fik stor betydning for statsministerens kroniske lidelse.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afslører i et interview i det kommende nummer af Danmarks Idrætsforbunds magasin, Idrætsliv, at han lider af en kronisk hofteskade.

Han fortæller i interviewet, at det først var for et halvt år siden, at han opdagede, at han har en hoftekonstruktionsfejl:

- Jeg har aldrig rigtig vidst, hvad det var, men det gør, at mit ben drejer forkert. Så i gamle dage var det sådan, at hvis jeg løb fem kilometer, så gik der fire dage, før jeg kunne løbe igen, fordi min fod låste, siger han til Idrætsliv.

Skaden har dog ikke holdt statsministeren fra at tage sig en løbetur. Blandt andet inviterer han ofte til en løbetur i landskabet ved statsminister-boligen Marienborg ved Frederiksdal.

I flere accepterede han problemet, men et tilfældigt møde med kropsterapeuten Kristoffer Glavind Kjær har vendt op og ned på 54-årige Løkkes løbe-tilværelse:

- Det har simpelthen reddet mit liv på mange måder, for han kunne lige låse min fod op. Og så havde jeg pludselig en fornemmelse af, at jeg kunne løbe fem kilometer, og så kunne jeg også løbe fem kilometer næste dag og næste dag. Det var helt fantastisk, fortæller Lars Løkke Rasmussen til Idrætsliv.

Idrætsliv udkommer på tirsdag med interviewet med statsminister Lars Løkke Rasmussen. Men allerede nu kan du læse det online.