Det kan ende med, at ældre selv skal betale for, at hjemmehjælperen kommer forbi og støvsuger og gør rent.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser nemlig ikke, at der kan komme brugerbetaling for ældre.
"Det tager vi stilling til. Hvis det er et velkonsolideret socialdemokratisk ønske, så må vi se på det," siger han ifølge jp.dk.
Det står klart, efter at han ikke afviser den kommende formand for Kommunernes Landsforening, Jan Trøjborgs, forslag om at indføre brugerbetaling på rengøring hos de ældre.
Trøjborg begrunder sit forslag med, at der kommer flere og flere ældre samtidig med, at det ikke er muligt for kommunerne at hente flere indtægter gennem skatterne.
På Christiansborg er der ikke meget opbakning til forslaget, hvor Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti afviser at lade de ældre selv betale for rengøring.
I KL's bestyrelse er der ikke tilslutning til forslaget, og det er kun den nuværende formand i KL, Erik Fabrin (V), der giver udtryk for, at man bør arbejde for øget brugerbetaling.
Fabrin mener desuden, at man bør overveje brugerbetaling på lægebesøg for de ældre.