Foran en samlet dansk verdenspresse slog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dag den borgerlige regerings målsætninger fast.
Kommunerne skal ikke vokse de næste tre år, og det vil koste 8.000 job i kommunerne, fordi man her skal spare 10 milliarder kroner.
"Danmark er blevet fattigere. Vi vil have tabt hen ved 200.000 private job, og det gør Danmark fattigere," lyder det fra statsministeren som afslutning på regeringens to dages seminar uden for Ringsted på Sørup Herregaard.
Statsministeren er klar over, at fyringer vil få omkostninger.
"Det her er ikke nogen let opgave. Jeg bilder mig ikke ind at man kan reducere uden at nogen opdager det," siger han.
Enden af krisespiralen er dog nær, mener han.
"Vi ser spirende forårstegn, der ikke får krisen til at gå væk, men betyder, at vi nu kan begynde at gøre status. Vi kan sige tre ting med stor sikkerhed, lyder det fra Løkke.
Det er dog ikke fastlagt hvilke 8.000 job, der skal spares væk i kommunerne.
"Det er en opgave, som den enkelte kommunalbestyrelse må tage på sig. Jeg skal ikke være bedrevidende i forhold til kommunerne, men jeg kan bare se, at kommunerne løser opgaverne højst forskelligt i dag. Kunne man ikke spare nogle hænder i administrationen ved at gøre tingene på den mest rationelle måde," siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:
"Jo hurtigere man går i gang i den enkelte kommune, jo lettere bliver opgaven," siger Løkke.
Besparelserne i kommunerne skal sikre flere midler på bl.a. sundheds- og uddannelsesområdet, hvor regeringen vil bruge fem milliarder kroner ekstra på sygehuse og to milliarder kroner ekstra på uddannelsesområdet.
Derudover vil regeringen bruge tre milliarder kroner ekstra på en stærkere indsats for de svagest stillede i Danmark.
Her er de tre punkter, ministeren mener, kan siges om krisen.
1) "Vi kommer billigere gennem krisen målt på menneskelige omkostninger end ventet. Men derved har vi samlet sig en større regning, end man kunne have ønsket sig."
2) "Vi vil have tabt hen ved 200.000 private job, det gør Danmark fattigere."
3) "Vi har tabt konkurrencekraft, derfor kan det ikke nytte noget, at vi på den anden side af krisen gør en dyr dansk arbejdskraft endnu dyrere ved at hæve skatte. Det vil være som at lægge gift ud for det danske samfund."