Det er dumt at underskrive to kontrakter på én gang.
Det har den norske håndboldspiller Frank Løke måttet sande, efter han er blevet idømt både bøde og karantæne af det europæiske håndboldforbund, EHF.
Løke skal betale en bøde på 10.000 euro - svarende til 75.000 kroner - til EHF og har derudover fået ni måneders forbud mod at spille i alle internationale klubkampe gældende fra dags dato, oplyser EHF til TV 2 Sporten.
Både Skjern og den kroatiske klub NK Zagreb fik Løkes underskrift i løbet af sommeren, men det er kun kontrakten med det kroatiske hold, hvor blandt andre stjernen Ivano Ballic spiller, der gyldig, har EHF fastslået i dag.
Løke, der stadig har tilladelse til at spille for det norske landshold ved EM til januar, har tre uger til at anke dommen.