To personer er anholdt efter en lang række påsatte bilbrande i Sverige. Der ventes yderligere anholdelser i løbet af dagen.
Det fortæller svensk politi.
Cirka 80 biler udbrændte totalt mandag aften i Göteborg og en række andre byer i det sydvestlige Sverige.
Politiet tror, at ødelæggelserne kan være koordineret via sociale medier.
De to anholdte kommer fra området ved Frølunda lige syd for Göteborg.
Svensk politi sagde tidligere, at de havde identificeret flere personer i forbindelse med de påsatte bilbrande i Göteborg og en række andre byer i det sydvestlige Sverige.
- Vi tror, det kan være koordineret, siger politiets pressetalsmand, Hans Lippens.
De første alarmopkald kom lige efter klokken 21 mandag aften. Herefter fulgte den ene indberetning efter den anden.
- Ifølge videnudsagn vi har fra de forskellig steder, har folk overhørt samtaler mellem unge, som har hærget der, fortæller Lippens.
Det var en vred svensk statsminister, som tirsdag morgen kommenterede de påsatte brande.
- Jeg bliver rigtig gal, sagde Stefan Löfven til den svenske radioavis Ekot.
Han lovede, at det øvrige samfund vil reagere på ødelæggelserne.
Löfven blev spurgt, hvad han vil sige til gerningsmændene, hvis han kunne.
- Hvad fanden har I gang i, svarede han.
Löfven undrede sig over, hvad der lå bag brandene.
- Det ser ud som om, det er meget koordineret, som en militær operation, mente han.
Afbrændingerne mandag aften sker kun få uger før valget i Sverige.
Øjenvidner sagde, de havde set maskerede unge løbe fra de steder, hvor brandene blev påsat.
- Jeg så tre-fire sortklædte drenge. En af dem kastede en molotovcocktail mod en bil. Så lød der er et højt brag, sagde en borger i Göteborg til avisen GT.
Byerne Lysekil og Falkenberg længere mod nord og syd har også været udsat for hærværket. Længere væk endnu i Helsingborg og Malmø har der også været påsatte brande.
Kort efter midnat oplyste politiet, at alle brande var slukket.
/ritzau/TT
/ritzau/TT