Løchte Nielsen taber tenniskvartfinale i Cherbourg

Kvartfinalen blev endestationen for Frederik Løchte Nielsen. Han tabte i to sæt til Kenny de Schepper.
Frederik Løchte Nielsen kommer med en god ballast til Davis Cup-kampen i Georgien i næste uge. I Cherbourg var modstanden i kvartfinalen dog for stærk.
Frederik Løchte Nielsen kommer med en god ballast til Davis Cup-kampen i Georgien i næste uge. I Cherbourg var modstanden i kvartfinalen dog for stærk. Foto: Melissa Kühn Hjerrild/Polfoto

Tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen tabte fredag kvartfinalen i Challenger-turneringen i Cherbourg, Frankrig.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Efter en række flotte resultater undervejs gik den ikke længere, da franske Kenny de Schepper stod på den anden side af nettet.

Danskeren tabte til den ottendeseedede franskmand med 5-7, 3-6 på en time og 22 minutter.

Den 32-årige Frederik Løchte Nielsen kom ellers godt fra start i første sæt, hvor han brød til 4-3, men han blev hurtigt brudt tilbage igen.

I andet sæt kom den rutinerede dansker bagud 2-5, før han pyntede på stillingen, og sættet siden blev afgjort på første matchbold.

Kenny de Schepper er nummer 150 på verdensranglisten i single.

Frederik Løchte Nielsen er rangeret som nummer 431 og måtte gennem kvalifikation for at komme ind i hovedturneringen i Cherbourg. Her besejrede han i anden runde turneringens topseedede spiller Filip Krajinovic, som ligger nummer 98 i verden.

Som sådan giver Frederik Løchte Nielsens præstationer i Frankrig en god ballast, før han skal spille Davis Cup for Danmark i næste uge.

Danmark møder på udebane Georgien i tennissportens tredje division - Europa/Afrika gruppe 2.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.