Det er slut med dansk deltagelse i årets sidste grand slam-turnering US Open i New York.
Efter Caroline Wozniackis nederlag i første runde tidligere på ugen var det fredag aften Wimbledon-mesteren Frederik Løchte Nielsens tur til at forlade turneringen med doublemakkeren, britiske Jonathan Marray.
Det 11.-seedede makkerpar, som i sommer sensationelt strøg til tops ved Wimbledon, tabte noget overraskende i anden runde til Jesse Levine (USA) og Marinko Matosevic (Australien) med cifrene 1-6, 7-6, 4-6.
Den dansk/britiske konstellation så ellers ud til at have fået det afgørende momentum ved at redde matchbold i andet sæt og komme foran 2-0 i tredje sæt.
Men derefter snuppede modstanderne fem partier i træk. Løchte Nielsen og Marray svarede tilbage i de næste to partier, men den amerikansk/australske duo servede sikkert sejren hjem ved stillingen 5-4.
/ritzau/