Løchte bliver hyldet i Kongens Have mandag

Frederik Løchte Nielsens Wimbledon-titel bliver fejret af Dansk Tennis Forbund i København mandag aften.

Søndag aften lidt over klokken 21 havde hele 1471 danskere tilmeldt sig en Facebook-side ved navn "Frederik Løchte Nielsen på Rådhuspladsen".

Sådan kommer det nu ikke til at gå, men der bliver alligevel en lejlighed til at fejre den nykårede Wimbledon-mester i tennis, når han vender hjem til Danmark efter triumfen i London.

Dansk Tennis Forbund har besluttet sig for at markere den første danske Wimbledon-titel i seniorrækken nogensinde ved en reception i Kongens Have i København mandag klokken 19.

Det sker i forbindelse med DR-programmet Aftenshowet, som Frederik Løchte Nielsen også medvirker i.

Det præcise program for hyldesten offentliggøres senere på Dansk Tennis Forbunds hjemmeside.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.