Natten til søndag løb de danske curlingkvinder ind i et nyt nederlag ved OL i Vancouver, og dermed er alt håb for videre deltagelse ude for Angelina Jensens mandskab.
Holdet tabte 7-8 til Schweiz i en tæt og spændende kamp. Dermed har danskerne tabt fem ud af seks kampe og ligger sidst blandt de ti hold, hvoraf fire går videre til semifinalen.
Danmark var ellers foran 5-2 efter fire ender og havde sejren inden for rækkevidde, men et par gevaldige danskere missere bragte schweizerne tilbage i dramaet.
Danmark har tre kampe tilbage i turneringen mod henholdsvis Tyskland, Storbritannien og Japan.
OL-turneringen har ikke kun været en skuffelse for pigerne selv - også Team Danmark, der er med til at betale gildet, er dybt skuffet.
"Det er en meget stor skuffelse. Uanset udfaldet i de sidste tre kampe har det været en resultatmæssig og spillemæssig skuffelse," siger Team Danmarks direktør Michael Andersen ifølge DR Sporten.