En meget heldig dansker bosat i Randers kunne lørdag aften indkassere hele 10 millioner skattefri kroner ved Lotto trækningen.
Der er et stykke op til den største gevinst i Randers nogensinde, som var en Joker gevinst på hele 25.237.400 kr.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Men mon ikke lørdag aftens vinder er fint tilfreds med gevinsten.
Udover førstepræmien blev der som vanligt udtrukket to vindere af Millionærchancen - det er her, der trækkes lod om 2x1 mio. kr. blandt alle spillede rækker.
De to nye millionærer bor hhv. i en større kommune på den københavnske vestegn og Aabenraa kommune i Sønderjylland.
Danske Spil har endnu ikke talt med vinderne, men ønsker dem et kæmpestort tillykke - og en god sommer.
- Det er altid en stor fornøjelse at kunne dele gevinster ud til glade danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, nogen vinder en gevinst hos os. Også selvom det sker hver evig eneste uge, siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto.