En af de terrorister, der var med til at dræbe 270 mennesker i den skotske by Lockerbie i 1988, bliver nu løsladt.
Den tidligere libyske agent, Abdel Basset al Megrahi, fik ellers livsvarigt fængsel for at have sprængt et passagerfly i luften over Lockerbie.
Men manden er døende med prostatakræft, og nu har myndighederne valgt at lade ham dø i frihed, erfarer BBC News.
Moderen til et af ofrene for bomben, Kathleen Flynn, er rystet over, at terroristen ser ud til at blive løsladt. Hun forstår ikke, hvorfor nogen overhovedet har medfølelse med ham.
"Viste Megrahi, da han plantede bomben på et amerikansk fly, nogen medfølelse for de mennesker, han var ved at sprænge i luften og folk på landjorden i Lockerbie? Det tror jeg ikke," siger Kathleen Flynn.
Skotlands regering har dog ikke bekræftet oplysningerne endnu og siger, at der er tale om spekulationer.
Alle 259 passagerer på Pan Am-flyet døde, og 11 personer på landjorden blev dræbt, da flyet styrtede brændende til jorden.