Tine Aurvig-Huggenberger var bemærkelsesværdigt stille, da hun ankom til Københavns byret for at kæmpe for sin pension.
Normalt er der meget lyd på LO's tidl. næstformand, men ikke i dag, hvor den bitre pensionsstid mellem næstformanden og organisationen føres for åbne døre.
Tine Aurvig-Huggenberger kræver, at LO betaler pension til hende, til hun fylder 62 - selvom hun fratrådte for to år siden.
LO kræver frifindelse.
Giftig stemning
Retten er sat i administrationslokalerne hos fagbevægelsens gamle avis, Aktuelt, hvor Tine Aurvig-Huggenberger sidder med sin bisidder, HK Privats Karin Retvig.
Hele formiddagen har det været Tine Aurvig-Huggenbergers advokat, Marianne Norrbom, som har fremlagt sagen - af og til suppleret af LO's advokat, Morten Ulrich.
Stemningen mellem de to advokater har været anspændt fra morgenstunden.
Fra de gyldne 70'ere
Stridens kerne, de såkaldte tilsagnspensioner, daterer sig tilbage til 70'erne. Udover en 'almindelig' pension, hvor arbejdsgiver og arbejdstager hver indbetaler et beløb, havde LO i en årrække en særlig pension til tillidsvalgte.
Tilsagnspensionen kan sammenlignes med en tjenestemandspension, blot med noget mere muskelkraft. Ordningen giver pensionister op til 2/3 af lønnen i pension - og kørte frem til 2003, hvor den ophørte.
152.000 i ekstra pension om året
Men de, der var ansat med den lukrative pension, beholdt den. Bl.a. Tine Aurvig-Huggenberger, som blev tillidsvalgt i LO i 1995.
Ti år senere, i 2005, var hun næstformand, Hans Jensen formand og Harald Børsting, Marie-Louise Knuppert og Finn Sørensen faglige sekretærer.
De fem udgjorde toppen af LO - og i regnskaberne kunne det aflæses ved, at der var afsat 8.5 mio. kr. til deres tilsagnspensioner.
Tine Aurvig-Huggenberger havde tilsagn om 152.344 kr. om året - Hans Jensen havde tilsagn om 322.452 kr. om året.
Retssagen fortsætter
I alt kostede det LO 132.666 kr. om måneden at indbetale præmier til LO-toppens pension.
Retssagen fortsætter i eftermiddag, hvor Tine Aurvig-Huggenberger skal afgive forklaring. Det samme skal LO's tidl. hovedkasserer, Erik Hemmingsen.
Avisen.dk's politiske redaktør, Elisabet Svane, rapporterer løbende fra retssagen om Tine Aurvig-Huggenbergers pension.
Den tidligere næstformand i LO har stævnet LO og krævet, at LO indbetaler pension til hende frem til hun fylder 62 år.
Tine Aurvig-Huggenberger blev tillidsvalgt i LO i 1995 og fik her tilkendt en såkaldt tilsagnspension. Udover sin almindelige pension. Tilsagnspensionen betyder, at man ved pensionering oppebærer 2/3 af den løn, man havde som f.eks. næstformand.
Stridens kerne er: Skal Tine Aurvig-Huggenberger stadig have disse penge udbetalt, selvom hun stoppede i LO i 2007? Det gjorde hun, da hun tabte kampen om formandsposten.
Tine Aurvig-Huggenberger var 44 år, da hun forlod LO. Vinder hun retssagen, skal LO udbetale pension til hende i 18.
Tine Aurvig-Huggenberger kræver, at hun, når hun fylder 62 år, får 2/3 af det, en LO- næstformand får på det tidspunkt. Alternativt kræver hun, at hun får 2/3 af den løn, en LO-formand fik i oktober 2008. Og er retten ikke enig idet, er tredje krav et beløb på mellem 2.2 mio. kr. og 3.9 mio. kr. indsat på Tine Aurvig-Huggenbergers pension.
LO kræver frifindelse og har som påstand, at tilsagnet kun gælder, når man går direkte på pension fra LO.