Skal man tro FOA-formand Dennis Kristensen, kan det blive mere end svært at få fat i en VVS-mand, en elektriker eller at få sekretæren til at udføre sit kontorarbejde, hvis kommunerne gør alvor af truslen om at lockoute de strejkende social- og sundhedsmedarbejdere og pædagogmedhjælpere. I så fald vil FOA bede LO, der er hovedorganisation for 17 af landets fagforbund, om sympatistrejker. Det vil i givet fald betyde, at strejken vil blive langt mere omfattende end i dag.
LO-boss Harald Børsting vil dog ikke afsløre, om organisationen er med på den idé.
- Det vil jeg først forholde mig til, når jeg ved, hvad henvendelsen drejer sig om. Sympatistrejker er selvfølgelig noget, vi har stor erfaring med, men det er noget, vi forholder os til fra sag til sag, og det gør vi også denne gang. Det er i øvrigt også noget, der besluttes i de enkelte medlemsforbund. Vi kan opfordre dem til at gå i sympatistrejke, men vi kan ikke gøre andet, siger han til avisen.dk
Om LO vil komme med en sådan opfordring til de 17 medlemsforbund, der blandt andet omfatter 3F, Dansk Metal og HK, hvis konflikten kommer så langt, ønsker han ikke at svare på.
- Det kan jeg ikke svare på. Jeg skal først vide, hvad henvendelsen fra FOA drejer sig om, siger Harald Børsting.