Der bliver ingen lønfest de kommende år.
Det erkender LO forud for weekendens afgørende forhandlinger med arbejdsgiverne om næste års overenskomst på industriområdet.
I et interview med Berlingske Tidende siger LO-formand Harald Jensen, at finanskrisens hærgen gør, at danskerne ikke kan forvente meget ekstra i lønningsposen.
"Man må erkende, at der ikke er plads til lønfest denne gang. Når der nu ikke er rum til så meget i løn, så highlighter jeg behovet for, at vi kigger på andre elementer, der kan give tryghed for medlemmerne," siger Harald Børsting.
I stedet for løn finder Børsting det vigtigst at skabe tryghed for de ansatte.
Østarbejdere, der underminerer de danske overenskomster, skal modarbejdes, og der skal flere penge til kompetencefonde, så fyrede medarbejdere hurtigere kommer videre.
Professor og arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Jesper Due er overrasket over LO's udmelding.
"Det er ikke tidligere set så tæt på de forhandlinger, at LO-formanden går ud og dæmper forventninger og peger på temaer. Det er et tegn på, at hele situationen er alvorlig," siger han.