Søvnløse nætter og marathonforhandlinger er nu afløst af glæde og lettelse hos topfolkene fra DA og LO.
Et flertal af de knap 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked har nemlig stemt ja til den tre-årige aftale, der sikrer mere løn, pension og barsel. Dermed er den sidste risiko for en storkonflikt afblæst.
- Først og fremmest glæder jeg mig over resultatet. Det ville have chokeret mig dybt, hvis det var blevet et nej, for jeg mener, det er den bedste overenskomst, der er blevet lavet i nyere tid, lød det fra LO-formand Hans Jensen.
Blandt de lønmodtagere, som satte deres kryds, gik 55,4 procent af stemmerne til ja-siden. Blandt virksomhederne stemte 99,9 procent ja, og også arbejdsgiverne var lettede:
- Vi er meget tilfredse med den her afslutning på et meget langstrakt forløb, sagde administrerende direktør i DA, Jørn Neergaard Larsen.
Bekymrende stemmeprocent
Der var dog noget malurt i bægeret. Stemmeprocenten var kun 37,1 procent.
- Det bekymrer mig, og det vil det blive ved med, for jeg synes, at man i LO-bevægelsen skulle have mindst halvdelen af medlemmerne til at stemme om en overenskomst, så vi var sikre på, at det var et flertal, der var med til at sikre aftalen. Der er 37 procent langt fra tilfredsstillende, sagde Hans Jensen.
LO-formanden pegede på, at nogle medlemmer måske tager det for givet, at aftalen vil blive stemt i hus.
Respekt for nej-stemmer
Det største forbund, 3F, stemte nej til aftalen med knap 60 procent af de afgivne stemmer.
- Det er selvfølgelig overraskende, at vi har en organisation, der stemte imod resten. Men jeg har respekt for hvert eneste medlem, der stemmer nej, lød det fra Hans Jensen, der nu vil afvente en analyse fra 3F om årsagen til modstanden.