Trods garantier om ekstraordinære fratrædelses-kompensationer og løfter om, at direktionsgangen ville følge med ned i løn, sagde 60 procent af slagteriarbejderne hos Danish Crown klart nej til at gå ned i løn for at sikre deres job i fire år frem.
Hos fagbevægelsens hovedforbund LO udtrykkes der respekt, men også bekymring.
"Jeg har stor respekt for slagterimedarbejdernes beslutning. De ønsker ikke den løsning, som den tillidsrepræsentanterne og Danish Crown har forhandlet sig frem til. Det respekterer jeg," siger LO-formand Harald Børsting.
Dermed kan der komme fyringer og slagteri-lukninger i slagterikoncernen i de kommende år. Ledelsen i Danish Crown har nemlig tidligere varslet, at 1.000 arbejdspladser er i fare.
Derfor har de lokale tillidsmænd arbejdet for et ja blandt medarbejderne. Et ja, som de altså ikke fik i dag.
"Jeg håber, at man nu på anden vis finder løsninger på de udfordringer, som stadig består for Danish Crown og slagteriarbejderne, så det lykkes at sikre arbejdspladser i slagteribranchen," siger Harald Børsting.
Den nye lønaftale ville betyde, at de ansatte i Danish Crown skulle afgive 6,4 procent af bruttolønnen i 2014. Derefter skulle satsen nedtrappes til 4,7 procent i 2015, 3,2 procent i 2016 og 1,8 procent i 2017.
Det ville svare til en lønnedgang på cirka 1.000 kroner om måneden efter skat.