Justitsminister Søren Pind (V) gør ikke en pind for at stoppe de ulovlige Uber-chauffører, der stadig kører rundt i København og andre store danske byer.
Det mener LO's næstformand Nanna Højlund. Hun er dybt skuffet over, at justitsministeren ikke har tænkt sig omgående at bremse den omstridte kørselstjeneste.
- Det er en hån mod alle de andre chauffører, der overholder loven og betaler deres skat, siger Nanna Højlund.
Næstformanden mener også, at Søren Pinds laden stå til i forhold til Uber er at gøre grin med de mange håndværkere, industriarbejdere og sosuer, der knokler og betaler deres skat og ikke kan forstå, at Uber-chauffører bare kører videre og kun stoppes tilfældigt af politiet.
Seks ud af ti vil forbyde Uber
Hun henviser til en helt ny undersøgelse, hvor 61 procent af lønmodtagere mener, at Uber bør forbydes at bedrive virksomhed i Danmark på baggrund af dommen i sommer, hvor seks chauffører blev dømt for ulovlig kørsel.
Andre 17 procent af lønmodtagerne mener ifølge LO-undersøgelsen, at lovgivningen bør ændres, så Uber kan fortsætte deres tjenester uden at leve op til de krav, der i dag er til taxa-kørsel. 22 procent svarer 'ved ikke'.
Det er Epinion, der har gennemført undersøgelsen for LO blandt 1.224 lønmodtagere, der er medlemmer af LO eller hos konkurrerende forbund. Undersøgelsen er gennemført i perioden 23. august - 1. september.
Justitsminister Søren Pind sagde tirsdag i et samråd i Folketingets Retsudvalg, at han vil afvente, at selve virksomheden Uber sættes på anklagebænken, inden han 'sætter ind'.
Københavns Byret fastslog ellers i juli, at Uber-kørsel uden de fornødne tilladelser efter taxilovgivningen er ulovlig.
Alligevel fortsætter chaufførerne fra den kontroversielle samkørselstjeneste med at køre i København, noterede Søren Pind i samrådet.
Siden byrettens afgørelse i juli er yderligere 47 personer sigtet for overtrædelse af taxilovgivningen. Dermed er i alt 89 personer nu sigtet for ulovlig taxikørsel via Uber.
- Byretten har allerede afgjort, at der er tale om piratkørsel. Så det er en politisk prioritering, om man vil sætte ekstra mandskab på gaderne for at stoppe den meget omfattende ulovlige Uber-kørsel, der jo er dybt konkurrenceforvridende over for taxa-chauffører, der overholder reglerne, og som får en ordentlig løn og betaler deres skat, fastslår Nanna Højlund.
Uber-suppedas
LO har hele tiden ønsket, at der blev nedsat en taskforce bestående af politiet, SKAT og andre relevante myndigheder, der effektivt kan sætte ind overfor den ulovlige kørsel.
- Men det ville politikerne ikke være med til, og nu står vi i den her suppedas med en passiv regering, der blot ser på, at ulovlighederne fortsætter, siger Nanna Højlund.
Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra Uber, som ikke er vendt tilbage.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.