LO's top tager nu afstand fra SF og Socialdemokraternes ide om at arbejde 12 minutter ekstra.
De to partiers forslag til, hvordan vi sikrer en bedre økonomi, har ellers vundet god støtte hos fagbevægelsen. Men nu trækker LO altså den modsatte vej, skriver Politiken.
"Det vil være et meget svært budskab at sælge til medlemmerne, at de skal arbejde mere i en periode med tårnhøj ledighed," siger LO's formand Harald Børsting til Politiken.
Han understreger dog, at fagbevægelsen som lovet vil være med til at finde 15 milliarder kroner til den trængte danske økonomi.
Også HK's forbundsformand Kim Simonsen mener, at planerne om de 12 ekstra minutter skal lægges på hylden til bedre tider.
"Det er ikke sikkert, at vi skal arbejde mere i en tid med arbejdsløshed. I øjeblikket bliver der fyret folkeskolelærere, sygeplejersker, HK'ere og andre i det offentlige, så skal dem, der bliver tilbage, ikke arbejde mere. Det bliver først aktuelt, når der mangler arbejdskraft", siger han til Politiken.