I Danmark har vi ikke fagforeningstvang. Den blev nemlig afskaffet i 2006, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg erklærede den ulovlig. Alligevel har LO nærmest eneret som fagforeningen i flere af landets store virksomheder, skriver Politiken.
For eksempel står ikke en eneste bryggeriarbejder på Carlsberg uden for LO’s forbund, og det samme gælder på skibsværftet Lindø.
Problemet er, at arbejderne risikerer at blive frosset ud af det faglige og sociale fællesskab – og i værste fald helt ud af virksomheden, hvis de vover sig ud på det frie fagforeningsmarked,
»Det vil kollegerne aldrig acceptere. De vil simpelthen nægte at arbejde sammen med den pågældende. De få gange, vi har oplevet lidt skepsis hos nye medarbejdere, har jeg taget en kammeratlig samtale med dem, og så er det på plads,« siger Torben Olsen, tillidsmand for de københavnske bryggeriarbejdere til Politiken.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener, der er tale om en falliterklæring og opfordrer fagforeningerne til at få styr på de lokale tillidsfolk.