På 10 år har LO’s forbund mistet mere end 230.000 medlemmer. Det svarer til, at 63 medlemmer hver dag har sendt en opsigelse til et af LO-forbundene.
Tusindvis af medlemmer melder sig i stedet ind i de såkaldt gule fagforeninger og deres A-kasser, skriver Berlingske Tidende.
Mens det kan tyde på at solidariteten er på retur hos danskerne, vurderer arbejdsmarkedsforsker, at det er fagforeningerne, der har fejlet.
»LO-fagbevægelsen har tabt terræn i forhold til at give folk følelsen af, at de er medlemmer af et stort samfundsforandrende fællesskab. Der er ikke længere en stolthed forbundet med at være medlem af en LO-fagforening,« siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet til Berlingske Tidende.