Regeringens tilbagetrækningsreform kan blive et mareridt for landets ledige
Op mod 50.000 personer vil blive arbejdsløse i 2020, hvis et flertal efter valget vedtager at forringe efterlønnen, viser beregninger fra LO.
Regeringen regner med, at tilbagetrækningsreformen vil øge beskæftigelsen med 67.000 personer i 2020, og at antallet af arbejdsløse i procent af arbejdsstyrken i 2020 vil være den samme, uanset om tilbagetrækningsreformen gennemføres eller ej.
Det er en fuldstændig urealistisk forudsætning, vurderer LO, der repræsenterer 1,1 millioner lønmodtagere.
Hvis en så stor udvidelse af arbejdsstyrken skal udmøntes i øget beskæftigelse, kræver det som minimum, at der er solid vækst og fremgang i økonomien. I den nuværende situation med begrænset efterspørgsel på arbejdskraft vil der blive flere arbejdsløse, hvis udbuddet af arbejdskraft øges.
"Det er kendetegnende for denne regering, at den tror, at væksten kommer af sig selv. Men det er der desværre intet, der tyder på. I stedet for at afskaffe efterlønnen og sende titusinder af lønmodtagere ud i arbejdsløshed, så burde de koncentrere sig om at kickstarte dansk økonomi, siger LO-formand Harald Børsting.
LO har beregnet de fulde konsekvenser af den endelige tilbagetrækningsreform på de økonomiske modeller, som bruges af vismændene (SMEC) og Finansministeriet (ADAM).
De beregninger viser, at der i 2020 vil være mellem 45.000 og 50.000 flere arbejdsløse sammenlignet med en situation, hvor tilbagetrækningsreformen ikke gennemføres.
Reformen, som regeringen i foråret forhandlede på plads med Dansk Folkeparti og De Radikale, lægger op til en treårig efterlønsperiode, fremrykning af folkepensionsalderen og en seriorførtidspension til nedslidte.