Ledere fra flere af landets fagforbund har givet udtryk for, at de håbede på en fiasko for de strejkende FOA-medlemmer.
Men nu træder fagbossernes øverste boss i karakter.
LO-formand Harald Børsting maner til ro i geledderne.
– Jeg vil opfordre alle til at respektere konfliktens udgangspunkt, men samtidig håber jeg, at parterne selv kan finde en løsning på konflikten ved forhandlingsbordet, siger Harald Børsting.
En række af fagbevægelsens ledere, heriblandt Ellen Lykkegård fra 3F og Bodil Otto fra HK/Kommunal, har eller set sig sure på strejken.
Men LO-bossen efterlader ingen tvivl om, hvad hovedkontorets holdning er.
– Vi anerkender FOA’s formål med deres konflikt. Og i LO har der hele tiden været opbakning til en solidarisk prioritering af de lavtlønnede i den offentlige sektor, som ikke mindst findes inden for de typiske kvindefag, siger Harald Børsting.
Strejken brød ud ved midnat og har blandt andet ramt hospitalerne, der har aflyst operationer og konsultationer.