En storkonflikt er stadig mulig på det private arbejdsmarked, selvom resultatet er forhandlet hjem.
Det siger LO's formand Harald Børsting forud for afstemningen om mæglingsforslaget senest i denne uge.
"Man må aldrig tro, at det hele bare er i orden. Der er stadig en reel risiko for konflikt," siger Harald Børsting til Berlingske Business.
Risikoen for konflikt skyldes ikke mindst utilfredsheden i HK over, at arbejdsgiverne ikke vil fjerne den forhadte 50 procent-regel, der forhindrer op imod 100.000 HK'ere i at få en overenskomst.
"Jeg husker stadig situationen i 1998, hvor det først gik op for os, at vi stod i en storkonflikt i allersidste øjeblik. Rigtig mange havde dengang stemt nej, fordi de troede, at så kunne vi bare forhandle en gang til, men sådan er det ikke nødvendigvis," siger Harald Børsting, der ikke tror på politisk hjælp, hvis det ender med konflikt.
"Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at den regering vi har nu, skulle hjælpe lønmodtagerne i en konfliktsituation," siger han.
LO-formanden tror dog, at chancen for et 'ja' trods alt er større end for et 'nej'.
"Overenskomstresultatet er i fin balance set i lyset af den krise, hvor det blev forhandlet. Det er selvfølgelig ikke et jubelresultat, der tager store kvantespring, hverken på økonomi eller nye områder, men alligevel er der noget nyt på socialdumping, noget nyt med aftrædelsesgodtgørelsen, og en fastholdelse af reallønnen, og jeg synes, vores medlemmer skal være tilfredse," lyder det fra Børsting.