Hvis politikerne smider de rigtige økonomiske reformer på bordet, så kan en typisk LO-familie få 46.000 kroner til rådighed om året i 2020.
Det viser en ny analyse, som Dansk Erhverv offentliggør i dag ifølge Børsen.
Analysen bygger på en optimistisk tilgang til økonomien. For hvis de nuværende nedslående forventninger til velstandsudviklingen holder, og økonomien kun vokser med 0,4 procent om året frem til 2020, så betyder det omvendt, at en LO-familie vil have 42.000 kroner færre til rådighed.
"Den økonomiske vækst kan øges gennem bedre uddannelser, øget satsning på forskning og udvikling samt en skærpelse af konkurrencen, men i jagten på højere økonomisk vækst kommer vi heller ikke uden om at se på de fem store reformområder: Efterløn, pensionsalder, topskat, selskabsskat og en mere effektiv og slankere offentlig sektor," siger Christian Tanggaard Ingemann, direktør i Dansk Erhverv, til Børsen.
Hos fagbevægelsens tænketank, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, er økonomerne enige i, at reformer kan øge velstanden. Men samtidig advares der om, at det vil spille en stor rolle, om reformerne gavner LO-familien eller andre steder i økonomien.
"Hvis velstandsudviklingen afspejler en højere produktivitet, og dermed at vi er bedre til at udnytte hver arbejdet time, så vil gevinsten lande hos LO-familien. Hvis effekten i stedet kommer via et øget arbejdsudbud - eksempelvis ved en fjernelse af efterlønnen - så vil gevinsten ligge hos de personer, som bliver på arbejdsmarkedet og altså ikke komme alle til gode i form af et øget rådighedsbeløb," siger chefanalytiker Martin Madsen til Børsen.